Mens den dunkende rytme fra friluftsdiskoteket for de mindste spejdere toner ud, påbegyndes blogindlægget efter en begivenhedsrig dag. Vi havde hjemmefra planlagt at tirsdag skulle være gruppens dag med fælles aktiviteter og samvær på tværs af enhederne. Vi havde ønsket en række aktiviteter fra Vässerö’s programkatalog, men igår fik vi at vide at vi ikke kunne få en eneste af de ønskede aktiviteter (på grund af den store distriktslejr for Stockholms Distrikt, kører centret med et specielt program. Så vi måtte justere programmet noget, men fik alligevel en dejlig med nogle fælles aktiviteter.
Ulvene var på sø-aktivitet hele formiddagen. Det vil sige optimist-jolle og kano sejlads. Vässerö har et afgrænset område i en lille bugt, hvor man sikkert kan sende spejderne ud i bølgerne, selvom de ikke har sejler erfaring. Det var vist ikke alle der var helt trygge ved at forlade klippefast grund under fødderne for at sætte sig ud i en lille båd, men ingen faldt i og alle fik en god sø-oplevelse.
Troppen tilbragte formiddagen i vores egen lejr, dels med at etablere et superflot, fælles bålsted til aftenens hyggebål, dels med at male en meget stor brik som er en del af et kæmpekort over Vässerö som vi – sammen med alle de andre spejdere der er på centret, skulle samle til aftenens lejrbål. Der er desværre ingen billeder fra de to arbejdshold, så I får istedet et par stemningsbilleder fra vores lejrplads, som udover at vise pladsen, har den mest fantastiske blå himmel.
Da troppen var på lejrpladsen, og ulvenes aktivitet strakte sig helt til frokost, blev vi enige med troppen om at de lavede mad til alle 33, og at ulvene så til gengæld hængte på hele opvasken. Så der blev snittet, kogt stegt, braset og serveret en meget velsmagende frokost og som aftalt måtte ulvene igang med baljer og viskestykker mens de fleste fra troppen stillede sig i kø i kiosken. Ulvelederne mente det var vigtigt at vise, hvor gode ulvene er til at håndtere en opvask. Så vi bringer lige et billede
Efter frokost var der fælles badetur. Vi havde indkøbt saltvandsshampoo til alle, så de fleste fik et bonus bad oven i det ene brusebad, hver deltager på Vässerö kan tage i løbet af ugen. Hvis vejret holder, bliver det nok ikke sidste gang vi skal en tur i bølgen – med eller uden shampoo.
Aftenprogrammet begyndte med et kort, fælles lejrbål i den fælles temaramme som vi er blevet en del af på grund af distriktslejren. Det er ikke så spændende for spejderne da der er meget snak og det er på svensk. Men heldigvis varede det kun en halv time og gik direkte over i friluftsdisko for de mindste. Ulvene kastede sig hurtigt ind i dansen og blev ved længe….også drengene 🙂
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.