Ulvesommerlejr 2023

I Filip Gruppe har vi en rigtig dejlig flok ulve, der passer på hinanden, leger godt sammen og løfter i flok. Det fik vi i sandhed at mærke, da vi i uge 29 drog på en hel uges sommerlejr til Næsbycentret ved Glumsø. For mange ulve var det allerførste sommerlejr og dermed også en meget længere tur end de havde prøvet før. Hele 7 nætter skulle ulvene overnatte i det fri. Alle 9 ulve klarede hele ugen med stort gå-på-mod og lederne var super stolte og glade for den dejlige uge vi fik sammen. I det følgende kan du læse lidt om hvad vi bl.a. har lavet.

Søndag var lejrens første hele dag. Her deltog ulvene i aktiviteten “søens liv”, hvor vi fangede krebs og andre smådyr i søen på centret. Om eftermiddagen spillede vi fodboldgolf og til aftensmad lavede vi bagte kartofler over bål. Dagen blev afsluttet med fælles lejrbål med de andre grupper.

Søens liv
Bagte kartofler på bål.
Lejrbål.

Mandag var vi på vikingeløb om formiddagen og om eftermiddagen byggede vi drager.

På vikingeløbet skulle de to bander på en handelsrejse rundt på centret og besøge forskellige lande. Når de så kom tilbage til handelscentrum “Hedeby” kunne de få varer, hvis de løste nogle opgaver. Både silke, skind, korn og uld.
Dragebyg.
Ulvene flyver med Emils drage som han havde med hjemmefra.
Ulvene flyver med drage.

Tirsdag var vi på dagstur til Glumsø. Vi gik 9 km. Planen var at vi skulle gå til Glumsø søbad og bade, men pga. kraftigt regnvejr i ugen forinden, var der bakterier i søen, der gjorde at vi ikke kunne bade. Vi spiste dog madpakker med en flot udsigt og slog også et sving forbi ishuset, hvor vi fik kæmpe is! Om aftenen lavede aftenaktiviteten “Ballonsnigning”.

Madpakkestop ved Glumsø.
Hindbærplukning.
Ishuset var en kæmpe favorit!
Ballonsnigning, hvor man skulle springe hinandens balloner med et trægrillspyd.
Johan som Zeus til Ballonsnigning.

Onsdag blev brugt på o-løb på grunden, natur-træbingo og om eftermiddagen sneboldskamp med melbolde. Til frokost fik vi besøg af postbudene flamingo og flodhest, som kom med breve hjemmefra og om aftenen lavede vi lejrbål i egen lejr.

Emil forklarer om signaturer på kortet til o-løb.
Natur-træbingo.
Post hjemmefra.
Ulvene havde fået mel i hele hovedet efter sneboldskamp!

Torsdag var der fællesdag med resten af grupperne på Næsby. Temaet var “jorden rundt” og spejderne skulle forbi lufthavnen og flyve fra land til land og prøve forskellige aktiviteter. Både samarbejde med vand, rydning af “minefelter”, klatring, og casino. Med sig havde ulvene deres pas, som blev stemplet på hver post.

Det var ikke altid lige nemt at flytte vand og samarbejde.
Ulvene skulle finde den rigtige vej gennem minefeltet.
Træklatring.
Og en tur over centrets hængebro.
Dagen blev afsluttet med at vi sendte passene afsted fra lufthavnen, da man jo selvfølgelig ikke må lave falske pas.

Fredag var sidste hele dag på sommerlejren. Vi startede formiddagen ud med at bage pizza i friluftskøkkenet og om eftermiddagen var der lejrnedbrydning og om aftenenen var vi til lejrbål med de andre grupper og så sov vi i shelter.

Pizzabagning i stenovn.
Ulvene forbereder deres pizza.
Lækker pizza til frokost.
Lækker pizza til frokost.
Lejrbål. Johan og Emil skulle hjælpe med at fortælle historien om den tapre cowboy og lady Rose.
Ulvene havde glædet sig til at sove i shelter hele ugen.

Som du nok kan læse dig til, har vi altså hygget maks hele ugen og lavet masser af fede aktiviteter. Vi har også spillet Varulv alle mand og set enkeltstart i Tour de France. Ulvene har hjulpet med at lave mad, vaske op og hente vand og brænde.

Tour de France.
Varulv med spilmester Tine.
Godnatlæsning med Estrid.
Lederhygge efter ulvene var blevet lagt i seng.

Tak for en kanon uge!

/Ulvehyl fra ulvelederne

Udgivet i Flokken
Mærker: ,

Skriv et svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver