Hanegal og bombetrussel

Vi ankom ganske sent til den sidste campingplads – en tidligere husmand der havde omdannet sin store baghave til en lille campingplads med plads til 10-15 vogne. Ganske hyggeligt i landlige omgivelser, selvom vi var lidt bekymrede efterhånden som Gerda (vores hårdt prøvede GPS) ledte os ud på smallere og smallere veje. Men vi ankom, fandt en plads til teltet i baghaven og krøb i poserne.

Den sidste morgen, vågnede vi første gang ved 5-tiden, da naboen begyndte at malke sine køer og hanen galede første gang. Siden omkring 7:30, gik hønsene helt amok og nabokonen råbte samtidig ad børnene, så der var ingen der kunne sove længere.

Efter pakning af et vådt telt, ledte Gerda os til et supermarked, som var lukket! Vi prøvede lykken med en nærliggende, stor by, men med samme nedslående resultat! Så vi prøvede at spørge på en tankstation, hvor vi kunne finde et supermarked der havde åben!? ”Njet, all closed” var svaret! Så morgenmaden blev indtaget på tankstationen – det var vist premiere for de fleste af os.

Bil og bagage blev ordnet, da vi nu var på en servicestation, og vi satte kursen mod lufthavnen. Vi skulle aflevere bilen senest 12:40, og det nåede vi lige, selvom det var lidt vanskeligt for Gerda at finde vej (vi måtte få hjælp af Kate, som er Gerda’s Google veninde!).

Vel ankommet til lufthavnen og med bilen afleveret, fik vi trukket baggage tags ud af maskinen og var klar til at aflevere vores tasker og rygsække, da vi pludselig blev bedt om at gå ud af terminalen. Vi blev af flere omgange bedt om at rykke længere og længere væk fra terminalen. Det viste sig at der var en mistænkelig taske, så militæret, bombehunde, rullemarie, mv. blev tilkaldt og der gik en times tid før vi igen kunne gå ind i terminalen og aflevere bagagen. Det var en af de gange, hvor man var virkelig glad for at være mødt op i lufthavnen i rigtig god tid! Der var en del hidsige mennesker i checkin.

Nu kan vi i ro og mag besøge taxfree, få noget mad og så vente på vores afgang kl 17:30. Vi håber den er så langt fra hændelsen at der ikke bliver forsinkelser.

2000 km rundtur i Polen, med en kort afstikker til Tyskland er ved at være slut. Nu går turen mod Danmark, skole, arbejde og forhåbentlig ikke alt for varmt vejr.

/Claus

NB! Billedet af kirkegården har intet med dagens hændelser at gøre. Vi har bare passeret så mange kirkegårde og ALLE har set ud som denne, med friske blomster på alle grave. Ret imponerende!

Udgivet i Senior
Mærker:

Skriv et svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver