Birte er gået hjem…

Onsdag den 14. august 2024, blev Birte bisat. Birte har været en aktiv del af Filip Gruppe i mere end 60 år. Ja, eller mere præcist begyndte hun sit spejderliv hos KFUK-Spejderne, for på det tidspunkt var KFUM-Spejderne ikke åben for piger. Filip Gruppe blev en såkaldt fællesenhed, da KFUM og KFUM havde seriøse dialoger om sammenlægning, og da de dialoger desværre ikke førte til noget, besluttede pigerne at rykke ind til drengene og blev derfor medlemmer af Filip Gruppe. Det var ikke kun på grund af det gode arbejde i gruppen, men lige så meget fordi der var knyttet nogle særlige bånd. Et af dem var mellem Birte og Bjørn.

Birte havde en energi, der har ført til mange forskellige lederroller og ansvar for opgaver, både i gruppen og i distriktet/korpset. Vi er flere der har oplevet Birte som instruktør på lederkurser i distriktet, og de fleste af os har et tydeligt billede af Birte i forbindelse med planlægning der helt klart hellere ville i gang end fortsat at diskutere rammer og planer.

Birte har altid været aktiv i gruppen i mere end en forstand – uanset om hun var leder eller ej – hun var altid fuld af energi, og ofte den der på et møde kiggede rundt og sagde noget i stil med ”… det skal vi da gøre…” – enkelte gange løb energien (eller utålmodigheden) af med hende og hun udtalte sig lidt for hurtigt, konkluderende om noget og lavede så den klassiske Birte med at læne sig lidt frem og holde sig symbolsk for munden ledsaget af et delvist spørgende delvist undskyldende blik rundt på de øvrige mødedeltagere.

Og netop energien, virkelysten og ivrigheden er nok det de fleste af os vil huske tydeligst ved Birte. Selvom det ikke anvendes så ofte mere, er beskrivelsen ”Lille og væver” nærmest lavet til Birte.

Båndet til Bjørn har altid virket stærkt og tæt – der var aldrig rigtig et Birte uden Bjørn og omvendt – det var sjældent at de ikke var sammen i projekter, opgaver, møder eller sociale arrangementer og selvom det er trist og fyldt med sorg, når nogen går bort, er der alligevel noget godt og smukt i tanken om at Birte og Bjørn nu igen er sammen – et andet sted.

Vi vil savne Birte.

Udgivet i Gruppen

Skriv et svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver