På tur til Thyborøn

Det skulle egentlig have været tirsdag, men af alle de grunde vi har skrevet om tidligere på ugen, endte tur-dagen altså med at være lejrens sidste dag. Det har primært været vejret vi har navigeret efter, i forhold til programmet. Og det var vi også nødt til idag – de forskellige vejrtjenester var for en gang skyld meget enige – hen på eftermiddagen vil regnen begynde at vælte ned, og ikke stoppe mens vi er i området, så vi besluttede at pakke bagage og telte ned, efter morgenmaden, for at slippe for at slæbe våde telte med hjem til København. Sidste nat bliver derfor på gulvet i sommerhuset.

Tilbage til turen. Forventningerne var tårnhøje, primært baseret på Markus kortfattede beskrivelser, som har tegnet et billede af Thyborøn som storebror-city i forhold til Harboøre. Og, ikke mindst, at man her finder landets billigste bland-selv-slik salg! Det skulle vise sig at virkeligheden var en anelse mindre glasmurøs.

Vi tog VLTJ fra Harboøre til Thyborøn og gik direkte til War Sea Museum – et ret spændende museum, primært om søslag i forbindelse med 1. Verdenskrig, men også generelt med fund af forskellige vrag fundet i de forskellige danske farvande.

Det var faktisk en ret spændende oplevelse, synes vi alle. Og passende omfang, så man ikke når at blive træt eller “over-loaded”. Den medbragte frokost blev indtaget ved gæstebordene, udenfor museet – lidt koldt, men med indslag som knæk-æg-i-panden og nu-skal-det-sidste-pølse-spises gik det.

Fra museet, rundede vi havnen og en tur i en genbrugsbutik, hvor seniorerne brugte overraskende meget tid, med stor entusiasme! Og så gik turen mod det sidste, og meget vigtige mål: Spar Supermarkedet, med billig bland-selv slik! Depoterne blev fyldt op og turen gik mod Harboøre.

Vi nåede lige akkurat hjem i let regnvejr, før himlen åbnede for sluserne. Det var vist godt at vi fik de telte ned. Nu kan vi fokusere på at rydde op, gøre rent og pakke det sidste, spise og så bliver det indendørs-sidste-aften-hygge, inden vi imorgen lukker af og begynder den lange rejse mod København.

Selvom det ikke blev Tour-de-Europa i år, og selvom sommerhus ikke er den oftest valgte sommerlejr form, har det været en rigtig god uge. Vejret har ikke været med os hele vejen, men det meste af det vi i fællesskab havde planlagt er blevet gennemført, og vi har haft det sjovt med aktiviteterne. Der er helt sikkert også enkelte der har fået et par AHA oplevelser, som f.eks. at blive kastet rundt af temmelig kraftige bølger ved Vesterhavet.

Posted in Senior
Tags:

Skriv et svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver