Stranddag…eller en halv

Hver dag af sommerlejren har et tema, og nogle forskellige har planlagte. Dagens tema har været STRANDDAG – planlagt af Victoria og Pauline, men inden de fik styrepinden, var vi igennem morgengymnastik og morgenbadning, inden morgenmad. Ja, det vil sige, vi skippede morgenbadningen, da jeg var en tur på stranden tidligt, og de bølger var ikke til badning. Så vi nøjedes med gymnastikken og morgenmaden, og derefter gik vi på stranden.

Man siger jo at der ikke er forkert vejr, kun forkert påklædning…. men der er bare dage hvor program og vejr ikke passer helt godt sammen. Så, efter strand-forhindringsbane, lege, mv. blev vi enige om at temadagen godt kunne kombineres, så man på en regn/rusk dag som denne kunne tage en halv stranddag og en halv pyjamasdag. Så, sidste aktivitet på stranden blev sandslot konkurrence, der dog hurtigt gik over i en slags badetur. I strandkanten kunne man blive “overskyllet” af de kraftige bølger der skyllede langt op på stranden.

Tilbage i “lejren”, måtte de badende en tur under bruseren, da de kraftige bølger var fyldt med sand og småsten. Og så kunne vi samles om frokosten, hvorefter det “nye” tema kunne gå igang – pyjamashygge. I planlægningen havde stikordene været spil, film, lege. Hint, Werewolf og Uno flip blev fulgt af stikbold, efterhånden som solen fik bedre fat end regnen. Og sidst på eftermiddagen udspandt der sig en længere, kompliceret kamp om hvilken film vi skulle se. Den endte med en model hvor hhv. drengene og pigerne, hver valgte 3 film. Alle seks film blev noteret på små sedler der blev krøllet sammen og så trak man lod. Efter en besynderlig teenager logik, ville ingen se vinderfilmen, men uden yderligere diskussion fik vinderne (drengene) lov til at vælge film!!?

Aftenen indfandt sig lige så stille, Malthe ankom og efter en tur på stranden, spiste vi aftensmad, ryddede af og spillede Werewolf, inden aftenbadning. Ikke alle ville bade, men vi skulle alle på stranden. Ja, lige indtil pigerne konstaterede at deres telt var blevet overtaget af myrer, og derfor valgte at de fire der ikke ville bade, skulle flytte telt – dvs. tømme telt, slå det ned og op og få al grej på plads. Vi håber at myrerne ikke kan finde vej til den anden ende af haven!

Posted in Senior
Tags:

Skriv et svar

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Arkiver